Korte stedord på serbisk: me, te, ga, joj…
Serbisk har to slags genstandsstedord: de lange, betonede former (mene, tebe, njega) og de korte, ubetonede småord, der kaldes klitika. I daglig tale bruger serbere næsten altid de korte. Du siger Vidim ga, ikke Vidim njega — ét lille ord er nok. Der er to rækker efter kasus: akkusativ me, te, ga, je, nas, vas, ih (hvem/hvad), og dativ mi, ti, mu, joj, nam, vam, im (til hvem), som i Dajem ti knjigu. Den vigtigste regel handler om pladsen: klitika står aldrig først, men på andenpladsen. Derfor Vidim ga, men Danas ga vidim. Den lange form gemmer du til tryk og efter præpositioner: za njega, aldrig za ga.
Eksempler
- Vidim ga. I see him.
- Dajem ti knjigu. I'm giving you a book.
- Zovem je. I'm calling her.
Hele lektionen
Alt i videoen, som tekst.
-
Du vil sige „Vidim ga“, men siger „Vidim njega“. Man forstår dig godt, men du lyder stift, som fra en lærebog. I daglig tale bruger serbere korte, ubetonede stedord: me, te, ga, joj. Lad os lære dem.
-
Her er pointen. Når du erstatter et navneord med „njega, nju, njih“, har serbisk to former. Den lange, betonede: mene, tebe, njega. Og de korte, ubetonede småord, der kaldes klitika: me, te, ga. I almindelig tale bruger du næsten altid de korte.
-
Der er to rækker, efter kasus. Akkusativ — det er „hvem, hvad“, det direkte objekt: me, te, ga, je, nas, vas, ih. Og dativ — det er „til hvem“, den du giver eller siger noget til: mi, ti, mu, joj, nam, vam, im. Du behøver ikke kunne det hele udenad med det samme; se, hvordan de fungerer.
-
Lad os begynde med det mest almindelige. Du vil sige, at du ser ham. Du behøver ikke det lange „njega“ — ét „ga“ er nok: Vidim ga. „Jeg ser ham.“ Det „ga“ er akkusativ af „on“ — kortformen af „njega“. Det kommer lige efter verbet, på andenpladsen i sætningen. Sådan taler serbere i virkeligheden.
-
Det samme for hende. Hvis du ringer til en pige, siger du ikke „Zovem nju“ — du bruger det korte „je“: Zovem je. „Jeg ringer til hende.“ Dette „je“ er akkusativ af „ona“. Pas på — det ser ud ligesom verbet „je“ af „biti“, men her betyder det „nju“. Pladsen i sætningen adskiller dem.
-
Nu dativ — hvem du giver noget til. Du vil sige, at du giver dig en bog. I stedet for det lange „tebi“ bruger du det korte „ti“: Dajem ti knjigu. „Jeg giver dig en bog.“ Det „ti“ er dativ — modtageren af handlingen. Det står lige efter verbet, og først derefter kommer „knjigu“. Verbum, så klitikon, så resten.
-
Endnu en dativ, denne gang for hende. Dativ af „ona“ er „joj“ — et ord, der ofte forvirrer begyndere. Hvis du siger noget til hende: Kažem joj istinu. „Jeg siger hende sandheden.“ „Joj“ betyder „njoj“ — den korte dativ af „ona“. Bland det ikke sammen med akkusativen „je“: „je“ er, hvem jeg ser, „joj“ er, hvem jeg taler til.
-
Her er hovedreglen om pladsen. Korte stedord er klitika — ubetonede, aldrig først i sætningen. De læner sig op ad det første ord og står lige efter det, på andenpladsen. Derfor „Vidim ga“, ikke „Ga vidim“. Samme regel gælder for „se“ og „sam“.
-
Se, hvordan klitikonet hopper, når sætningen ikke begynder med verbet. „Vidim ga“ — verbet først, „ga“ efter. Men hvis du begynder med „Danas“: Danas ga vidim. „Jeg ser ham i dag.“ Nu er „danas“ det første ord, og „ga“ hopper lige efter det — langt fra verbet „vidim“. Klitikonet følger andenpladsen, uanset hvad der står først.
-
Og hvornår har du brug for den lange form? Tre tilfælde. Efter en præposition altid den lange: „za njega“, ikke „za ga“. Når du fremhæver noget: „Vidim njega, ne nju“. Og når du svarer med ét ord: „Koga?“ — „Njega“. Ellers, i almindelig tale, kort form.
-
Se præpositionen i praksis. Efter en præposition som „za“ skal den lange form bruges — klitikonet kan ikke stå der: Ovo je za njega. „Det her er til ham.“ Du siger „za njega“, aldrig „za ga“. Efter en præposition altid den lange, betonede form. Husk det som en fast regel.
-
Og nu den store faldgrube — grunden til, at du er her. Sæt ikke den lange form alle vegne. „Vidim njega“ uden særligt tryk lyder stift og bogligt. I en almindelig sætning er det ganske enkelt „Vidim ga“.
-
Og den anden hyppige fejl — du sætter klitikonet først i sætningen. „Ga vidim“ duer ikke, for et klitikon står aldrig først. Det skal komme efter det første ord: „Vidim ga“ eller „Danas ga vidim“. Andenpladsen, altid.
-
Lad os opsummere. I daglig tale bruger du de korte stedord: akkusativ me, te, ga, je, nas, vas, ih; dativ mi, ti, mu, joj, nam, vam, im. De er klitika — aldrig først, altid på andenpladsen. Den lange form — njega, tebe — gemmer du til tryk og efter præpositioner. „Vidim ga“, ikke „Vidim njega“.